Om Trankjær
Trankjær Studio er et smykkeværksted i Skanderborg, grundlagt og drevet af Ditte Trankjær. Her skabes smykker i hånden med afsæt i et organisk formsprog og en fascination af materialer, former og det traditionelle håndværk.
Inspirationen opstår ofte i mødet med nye steder og landskaber – i havets bevægelser, klippernes rå overflader, arkitektur, lys og de former, der opstår, når noget får lov til at blive påvirket af tid. Arbejdet er intuitivt og undersøgende, og små spor fra processen får gerne lov til at være synlige i det færdige smykke. Det giver smykkerne et levende og sanseligt udtryk, hvor ikke to bliver helt ens.
Der arbejdes udelukkende i ædle materialer som sterling sølv og massivt guld og med stor respekt for materialet. En vigtig del af arbejdet er omsmeltning af eksisterende guld, som får nyt liv i en ny form. Guld, der allerede bærer på minder og historie, kan på den måde få lov til at følge med videre.
Ved siden af de faste designs skaber Ditte vielsesringe, forlovelsesringe og personlige smykker på bestilling – altid med udgangspunkt i Trankjærs formsprog og med plads til den historie, smykket skal bære.
Ambitionen er ikke at følge en bestemt mode, men at skabe smykker med ro, karakter og varig værdi. Smykker, der må bruges, få spor af livet og med tiden måske gives videre til nye hænder.